På vej hjem til Victor spurgte jeg hvordan han havde det. Ikke bare i skolen, men generelt. Han fortalte, at han overordnet havde det godt, men også at livet bød på nogle udfordringer for tiden. Hans bedstemor har fået konstateret kræft og får i øjeblikket kemo. Da jeg kom derhjem tog hun imod mig med et kæmpe kram. Jeg spurgte hvordan hun havde det og sej som hun er, sagde hun, at hun havde det godt. Jeg kunne dog se, at hun havde tabt sig og hun så også en smule udmattet ud. Victor gik i gang med at lave mad. Vi skulle have hans bedstemors livret – fisk med en sovs af friske tomater og løg med dertilhørende ugali (majsmel kogt med vand). Victor har hjulpet bedstemoren imens han har været hjemme, men når han ikke er hjemme er det hans to kusiner på 9 år 6 år, der tager sig af hende. De var så seje – utrolig generte og så søde. Maden var virkelig lækker og bagefter sad vi og lyttede til musik og så gik bedstemoren i gang med at redde seng. Trods store protester insisterede de på, at jeg sov i sengen. Victor ville sove på sofaen og bedstemoren ville sove på en madras med kusinerne på gulvet. Det havde jeg det utrolig skidt med.

Inden vi lagde os, skulle jeg naturligvis på det lille hus. Jeg kan da skrive under på, at Kibera i mørke gik fra at være udfordrende til umulig. Heldigvis var Victor med og han tog mig i hånden og gik fuldstændig upåvirket igennem gaderne og fik mig sikkert frem og tilbage. Vi lagde os kl. 22.00. Der var en konstant summen af lyd over det hele, musik, tv, børnestemmer, voksenstemmer osv. Af en eller anden grund føltes det ikke lige så forstyrrende, som hvis nogle larmer derhjemme. Lyden blandede sig efterhånden med silende regn, og det har åbenbart en suveræn effekt på mig, for jeg sov som en baby.

Om morgenen lavede Victor te, vi fik hjemmelavede saltede peanuts og mandazi og så bevægede vi os mod Mirror of Hope til Mirror of Hopes sidste Holiday Programme og mine besøg rundt i slummen.

Victor med sin bedstemor og to kusiner

Vores aftensmad

Bedstemor