Dag 4 – Fortsat

Omkring kl. 18, begyndte himlen at trække sig sammen. Jeg var stadig på kontoret da Thomas kom ind og sagde, at jeg skulle begynde at pakke sammen og bevæge mig mod Kibera, hvis jeg ville nå det i tørvejr. Jeg pakkede hurtigt sammen, fandt Laureen, som jeg skulle tilbringe natten hos, og vi begav os mod Kibera. Victor og Conan ville sørge for, at vi kom sikkert frem for det var begyndt at blive mørkt.

Vi nåede det ikke. Da vi havde gået et par minutter åbnede himlen sig. Jeg har haft øjenbetændelse på hele turen, og derfor været nødsaget til at have briller på. Det gik hen og blev en rigtig spændende affære idet Kibera i regnvejr, halvmørke og med briller nærmest går hen og bliver umulig at bevæge sig rundt i. Søde som de er – og ynkelig, som jeg er – skiftedes de til at tage mig i hånden og sørgede for, at jeg kom sikkert frem. Et sted fortalte de mig, at vi skulle gå lidt stærkt og, at jeg under ingen omstændigheder måtte vise min mobil eller mit kamera, for der holdt de kriminelle til.

Hjemme hos Laureen ventede hendes mor, far og søster. Det var første gang jeg mødte faren, men han forsvandt hurtigt. Moren var fantastisk varm og hjertelig, og hun sagde præcis hvad hun tænkte. Bl.a., at faren var bange for mig, fordi han ikke talte engelsk. Og, at fædre i Kibera generelt var rimelig ligeglade med deres familier. Laureen fortalte efterfølgende, at faren havde tuberkulose og at han primært var hjemme, så de kunne tage sig af ham. I mit korte møde synes jeg dog, han virkede sød. Senere kom Laureens lillebror, Moses hjem og han var også fantastisk sød og høflig. Lucy, Laureens anden søster sagde ikke et ord imens jeg var der af ren generthed.

Laureen stod for madlavningen og hun fik lynhurtigt bakset ugali, fisk og sumawiki (som garanteret ikke staves sådan) sammen. Bagefter lagde vi os til ro. Jeg skulle dele en-mandsseng med Laureen. Det var lidt tæt. Mændene var blev forment adgang til huset. Myggene var trængt indendørs på grund af vejret, så der var en livlig summen omkring mit hoved det meste af natten. Det første Laureens mor sagde da jeg vågnede næste morgen var, “you have been bitten”. Jeg forstod først hvad hun mente, da jeg kom på kontoret og så det kæmpe myggestik på mit øjenlåg, som var kommet over natten.

Om morgenen stod Laureen for alle de huslige pligter. Hun skulle lave morgenmad, hente vand, tage opvasken, vaske tøj og gøre huset rent. Vi startede med at tage opvasken, så hentede vi morgenmad, bagefter gjorde vi huset rent – eller Laureen gjorde – jeg stod mest bare i vejen – og til sidst vaskede vi tøj. Spændende at forsøge deres pligter og levevis på egen krop. Jeg har kun respekt tilovers for dem.