DAG 3
I dag har jeg igen været rundt i Kibera og gense Francis’ bedstemor og Lucy’s mor og og møde Jybrans familie. Vi startede med at begive os mod Francis.
Igen har det regnet i Kibera og om muligt var gaderne endnu mere glatte end i går. Francis’ bedstemor var som altid fantastisk imødekommende og hun fortalte mig glædestrålende, at jeg havde taget på. Her er det et kompliment, men jeg deler ikke helt begejstringen omkring det. Desværre fik jeg også af vide, at hendes helbred igen ikke er godt og hun har derfor ikke kunnet arbejde og dermed heller ikke tjene penge til mad. Francis har taget sig af hende så meget han kunne imens han har været hjemme. Hun skal på hospitalet og blive undersøgt på mandag og jeg holder jer opdateret på, hvordan det går med hende og så sørger jeg lige for, at de får noget mad.
Bagefter gik vi over og hentede mama Lucy fra den klinik hun arbejder på. Jeg fik et ordentligt kram af hende og i en lidt for selvsikker gang begav vi os mod deres hus. Jeg nåede at tage tre skridt og så gled jeg. Var det ikke fordi mama Lucy havde mig i hånden og hev mig til sig som gjalt det liv og død, så havde jeg fået min første tur i mudderet. Hjemme hos mama Lucy, viste hun os alle sine smykker, julepynt, krybbespil, drømmefangere, tasker etc. Hun er så vanvittig dygtig! I vil snart kunne købe hendes ting i vores webshop.
Sidste stop var Jybran. Han bor med sin mor, lillesøster og onkel. Hans mor er tidligere lærer, og derfor flydende i engelsk. Desværre mistede hun for nyligt sit arbejde og har siden været nødt til at flytte sammen med sin bror og tage imod forskelligt arbejde for at kunne forsørge familien. Hun insisterede på at byde os på te og toastmadder med smør og så fortalte hun med tårer i øjnene hvor taknemmelig hun var for, at vi har sponsoreret Jybrans uddannelse. Hun er overbevist om, at han kan få dem ud af slummen. Jeg spurgte efterfølgende om Jybran følte sig presset over at familiens fremtid hvilede på hans skuldre, men det var også hans ønske, så det var intet pres. Han vil gerne være læge og er overvist om, at det nok skal lykkedes takket være hans nuværende skolegang.
Dag 3