Monique Djarn

Grundet COVID-19 er velgørenhedsarrangementet den 27. juni 2020 blevet aflyst. Vi håber på at kunne lave et andet event, som følger de sikkerhedsmæssige retningslinjer, som regeringen fastsætter.

Den 6. juni 2018 var der grund til jubel i n’Give. Vi modtog nemlig en bevilling, som betød, at vi kunne stille lektiehjælp til rådighed i børnenes ferier.

Den seneste tid har vi kunne observere, at de unges karakterer er dalende. Vores sponsorerede unge bliver sendt på kostskoler med andre børn, som er markant bedre stillet økonomisk end vores. Hvor de andre unge kan få hjælp af familien, eller kan hyre lektiehjælp ind, når de har svært ved et fag, står vores unge i stampe med de fag, som de finder vanskelige. Det var derfor højt på n’Gives prioriteringsliste at finde midler til lektiehjælp.

Heldigvis delte andre vores bekymring og en fantastisk bevilling gjorde at vi kunne hyre dygtige, passionerede lærere ind for at give vores unge selvtilliden tilbage i de fag, som de finder vanskelige. De unge er flittige og engagerede og vi glæder os til at se den positive udvikling i de unges præstationer.

På vej hjem til Victor spurgte jeg hvordan han havde det. Ikke bare i skolen, men generelt. Han fortalte, at han overordnet havde det godt, men også at livet bød på nogle udfordringer for tiden. Hans bedstemor har fået konstateret kræft og får i øjeblikket kemo. Da jeg kom derhjem tog hun imod mig med et kæmpe kram. Jeg spurgte hvordan hun havde det og sej som hun er, sagde hun, at hun havde det godt. Jeg kunne dog se, at hun havde tabt sig og hun så også en smule udmattet ud. Victor gik i gang med at lave mad. Vi skulle have hans bedstemors livret – fisk med en sovs af friske tomater og løg med dertilhørende ugali (majsmel kogt med vand). Victor har hjulpet bedstemoren imens han har været hjemme, men når han ikke er hjemme er det hans to kusiner på 9 år 6 år, der tager sig af hende. De var så seje – utrolig generte og så søde. Maden var virkelig lækker og bagefter sad vi og lyttede til musik og så gik bedstemoren i gang med at redde seng. Trods store protester insisterede de på, at jeg sov i sengen. Victor ville sove på sofaen og bedstemoren ville sove på en madras med kusinerne på gulvet. Det havde jeg det utrolig skidt med.

Inden vi lagde os, skulle jeg naturligvis på det lille hus. Jeg kan da skrive under på, at Kibera i mørke gik fra at være udfordrende til umulig. Heldigvis var Victor med og han tog mig i hånden og gik fuldstændig upåvirket igennem gaderne og fik mig sikkert frem og tilbage. Vi lagde os kl. 22.00. Der var en konstant summen af lyd over det hele, musik, tv, børnestemmer, voksenstemmer osv. Af en eller anden grund føltes det ikke lige så forstyrrende, som hvis nogle larmer derhjemme. Lyden blandede sig efterhånden med silende regn, og det har åbenbart en suveræn effekt på mig, for jeg sov som en baby.

Om morgenen lavede Victor te, vi fik hjemmelavede saltede peanuts og mandazi og så bevægede vi os mod Mirror of Hope til Mirror of Hopes sidste Holiday Programme og mine besøg rundt i slummen.

Victor med sin bedstemor og to kusiner

Vores aftensmad

Bedstemor

I dag har jeg igen været rundt i Kibera og gense Francis’ bedstemor og Lucy’s mor og og møde Jybrans familie. Vi startede med at begive os mod Francis.

Igen har det regnet i Kibera og om muligt var gaderne endnu mere glatte end i går. Francis’ bedstemor var som altid fantastisk imødekommende og hun fortalte mig glædestrålende, at jeg havde taget på. Her er det et kompliment, men jeg deler ikke helt begejstringen omkring det. Desværre fik jeg også af vide, at hendes helbred igen ikke er godt og hun har derfor ikke kunnet arbejde og dermed heller ikke tjene penge til mad. Francis har taget sig af hende så meget han kunne imens han har været hjemme. Hun skal på hospitalet og blive undersøgt på mandag og jeg holder jer opdateret på, hvordan det går med hende. (Opdatering – Det viste sig at Francis’ bedstemor har tuberculose og lungebetændelse. Hun får medicin for begge dele.)

Bagefter gik vi over og hentede mama Lucy fra den klinik hun arbejder på. Jeg fik et ordentligt kram af hende og i en lidt for selvsikker gang begav vi os mod deres hus. Jeg nåede at tage tre skridt og så gled jeg. Var det ikke fordi mama Lucy havde mig i hånden og hev mig til sig som gjalt det liv og død, så havde jeg fået min første tur i mudderet. Hjemme hos mama Lucy, viste hun os alle sine smykker, julepynt, krybbespil, drømmefangere, tasker etc. Hun er så vanvittig dygtig!

Sidste stop var Jybran. Han bor med sin mor, lillesøster og onkel. Hans mor er tidligere lærer, og derfor flydende i engelsk. Desværre mistede hun for nyligt sit arbejde og har siden været nødt til at flytte sammen med sin bror og tage imod forskelligt arbejde for at kunne forsørge familien. Hun insisterede på at byde os på te og toastmadder med smør og så fortalte hun med tårer i øjnene hvor taknemmelig hun var for, at vi har sponsoreret Jybrans uddannelse. Hun er overbevist om, at han kan få dem ud af slummen. Jeg spurgte efterfølgende om Jybran følte sig presset over at familiens fremtid hvilede på hans skuldre, men det var også hans ønske, så det var intet pres. Han vil gerne være læge og er overvist om, at det nok skal lykkedes takket være hans nuværende skolegang.

Francis med sin bedstemor

Lucy med sin mor

Jybran med sin mor og søster

Mackline med hendes mor og søster

Abdi med hans mor, søster og søsterens børn

Herbat med hans bror

Hele natten og starten af morgenen regnede det enormt meget i Nairobi. Jeg skulle ud og møde Mackline og Abdis familier og gense Herbats bror. Da regnen stilnede af gik Herbat, Mackline, Abdi og vores to Mirror of Hope guider Lan og Calvin mod Kibera. Jeg gik omkring 200 meter før en bil kørte forbi og sendte en flodbølge ind over begge mine fødder. Derfra gav jeg op på at prøve at holde fødderne tørre. Turen rundt i Kibera var en spændende affære, som i den grad udfordrede min balance. Man kunne ikke lade være med at tage en lettelsens suk hver gang man fik genfundet balancen efter en glidetur. Især, fordi de “flyvende toiletter” (en pose med ekskrementer, der bliver kastet) er blevet en inkorporeret del af den “mudder” man træder rundt i og et dyk i den ville gøre resten af dagens gensyn/møder markant mindre behagelig – for alle.

Vores første besøg var hos Mackline, en af vores nyeste sponsorerede unge. Jeg var heldig at møde Macklines mor og yngste søster. Hendes far var på arbejde og den mellemste søster var til Holiday Workshop hos Mirror of Hope. Mackline er en dejlig udadvendt pige og hendes mor søster var hjerteligt imødekommende. Hendes mor takkede mange mange gange for vores sponsorat og ønskede alt det bedste for os alle sammen.

Næste stop var Abdi. Han bor med sin mor, bror og søster samt søsterens børn. I alt bor de syv personer i et rum på ca. 14 kvm. De har en køjeseng og en sofa. Moren sover på sofaen og så sover Abdi og hans bror i den øverste køje og søsteren og hendes tre børn i den nederste. Moren sælger frugter, men hun har ikke penge nok til at kunne købe sig til en stand. Hun går derfor rundt i kvarteret og forsøger at sælge sine frugter der. De har ikke kunne betale husleje de sidste tre måneder og vejret gør det utrolig svært for hende at bevæge sig rundt med sine frugter. Der er derfor maksimalt råd til et måltid om dagen og nogle gange er der slet ikke. Jeg blev taget imod med kram og kys, og man kunne i den grad mærke at familien har store ambitioner for Abdi idet de håber, at han – med sin uddanelse – kan få et job, der kan løfte dem alle sammen ud af slummen.

Sidste stop var Herbat. Han bor alene med sin bror og de to er bare så ufattelig seje. Sidste gang jeg besøgte dem, fortalte Herbat, at hans bror var i gang med at spare sammen til at få en stand. Han havde dog valgt at bruge penge på at kunne købe flere bøger til Herbat i stedet, så han kan blive bedre til at læse og skrive på engelsk. Ligeledes har han valgt at vente med at blive gift til Herbat har færdiggjort sin uddannelse. Da vi gik rundt i slummen fortalte Herbat mig om sin drøm. Han vil gerne være pilot, men kun så han kan tjene nok penge til at kunne starte en kæde af børnehjem rundt omkring i Afrika. Den drøm deler han med sin bror og han bliver helt selvlysende, når han fortæller om det. Jeg bliver fuldstændig rørt og smittet af hans energi.

Tilbage på kontoret trak Herbat mig til side. I løbet af Holiday programmet er børnene blevet bedt om at fortælle deres livshistorie – dog kun i det format, som de er okay med bliver delt. Målet er at få trykt en bog med alle børnenes beretninger og sælge den – alt overskud vil gå til flere børns uddannelse. Der var blevet taget kopier af bøgerne, men Herbat havde stadig sin original – og den ville han gerne have at jeg skulle have. Den er håndskrevet og pakket ind i avispapir og jeg er svært benovet over, at vi har fået den.

DAG 4: I dag har vi fået delt briller og bøger ud til børnene. I starten gik der lidt sport i at få fingrene i et par briller, men efter at have fortalt dem, hvor skidt det er at have briller, hvis man ikke behøver dem, og lavet en mini synstest bestående af nogle bogstaver skrevet på et papir, og aflæst på distance (afhængig af om der var tale om nær-eller langsynethed) fik vi indskærpet det til de unge, som havde brug for dem – og de var helt vildt taknemmelige. Tusind tak igen Profil Optik Køge.